Riberhus Slotsbanke er en selvejende institution, oprettet i 1942 af Ribe Turistforening. Dens formål er at opretholde det middelalderlige voldanlæg, som rummede det kongelige slot, Riberhus.

Man ved ikke nøjagtigt, hvornår anlægget blev udført, men meget tyder på at det først er påbegyndt efter år 1200. Det omtales første gang i historiske kilder i 1320 som befæstet kongeborg i forbindelse med Christoffer 2.’s håndfæstning.

Borgen og det omgivende voldanlæg er derfor sandsynligvis bygget og anlagt i sidste halvdel af 1200 tallet, samtidigt med den fra andre kilder kendte store udbygning af Ribes samlede befæstning.

Borgen havde en strategisk vigtig placering ved sydsiden af Ribe Å. Herfra kunne kongen også kontrollere handelen til og fra Ribe, idet næsten al betydende handel foregik ad søvejen.

Efter reformationen i 1536 skete der en omfattende udbygning af Riberhus. Kristian III ønskede sig en stærk fæstning i området, måske som reaktion på den netop overståede ”Grevens Fejde”.

Borgbanken, med de omgivende meget brede voldgrave, fik sin nuværende kvadratiske form og højde. Der blev anlagt rondeller ved borgbankens hjørner, som blev forsynet med tårne og befæstet med kanoner. Der opførtes en række bygninger på borgpladsen, og adgangen skete ad en vindebro gennem en portbygning nogenlunde hvor adgangen til borgbanken findes i dag.

Under svenskekrigene i midten af 1600 tallet viste det sig, at borgens militære betydning var begrænset, og efter afslutningen af krigene i 1659, var borgen meget medtaget, og den blev ikke forsøgt genopbygget. I løbet af de følgende 200 år forsvandt alle bygninger og befæstning. Materialerne blev solgt og kan sikkert genfindes i mange af Ribes gamle huse..

Selve borgbanken blev ikke sløjfet, men den blev mere og mere udvisket og voldgravene var uden vand. Hele området tilhørte fra 1751 ”Det Mathurinske Legat” der administreredes af Ribe Stift. Det undgik måske af den grund at blive inddraget til bebyggelse og henlå som et fællesareal for byens borgere, herunder som græsningsareal for en del af byens mange husdyr.

Da der i begyndelsen af 1900 tallet blev interesse for kolonihaver, fik en del borgere lov til at anlægge haver på en del af voldområdet. Legatet fik på den måde en forøget lejeindtægt.

Den udvikling har muligvis bekymret Ribe Turistforening, som næppe ville kunne affinde sig med at selve borgbanken og voldgravene blev privatiserede. Det ville afskære adgang for byens andre borgere og de mere end 100.000 turister, som allerede dengang hvert år besøgte Ribe.

Formanden for Ribe Turistforening var i 1930’erne stadig foreningens stifter, redaktør C. Willemoes. Foreningen var driftig og havde gode indtægter, bl.a. fra Ribe Biograf, som foreningen ejede. Der blev sat indsamlinger i gang for sikring af Slotsbanken og i 1938 kunne turistforeningen købe selve borgbanken og de omgivende voldgrave af legatet med henblik på en restaurering af hele borganlægget. Erhvervelsen kostede foreningen i alt ca. 8.500 kr.

Tilbage stod så restaureringen. Det lykkedes Willemoes at få gjort projektet til et nationalt projekt. Der blev sat landsindsamling i gang og stat og kommune blev ansøgt om støtte. Det var måske i den sammenhæng ikke uden betydning at Danmark 9. april 1940 blev besat. I al fald havde foreningen i 1941 samlet så mange midler, at det store arbejde kunne gå i gang. Nationalmuseet udgravede området og man fandt en del bygningsrester, herunder gulvlag fra de forskellige bygninger. Nedbrydningen af slottet havde været grundig og det var vanskeligt nøje at datere anlægget nærmere end til 1200 årene. Men man fik et godt grundlag for at retablere borgbanke og voldgrave til det vi ser i dag. Hele projektet kom til at koste ca. 105.000 kr. hvoraf stat og kommune betalte halvdelen og indsamlede midler en fjerde del og turistforeningen resten.

Turistforeningen besluttede at det restaurerede borganlæg skulle ejes af en selvejende institution med det ene formål at sikre Riberhus Slotsbanke for fremtiden. Institutionen fik navn efter banken og der blev sikret en urørlig formue på 25.000 kr. hvis renter skulle dække vedligeholdelsen. Dens bestyrelse fik Willemoes som første formand og den omfattede ud over fem Ribe borgere, Naturfredningsnævnets formand og en repræsentant for Nationalmuseet. Bestyrelsen har gennem årene haft nok at gøre med at opfylde sin forpligtelse, der til tider har været ret udgiftskrævende.

Først med en ny naturfredningslov i 1992 fik amtet og senere kommunen ansvaret for vedligeholdelse af Danmarks fredede, historiske fortidsminder, hvortil Slotsbanken hører.

Riberhus Slotsbanke har efterhånden overtaget hele det ”Mathurinske” areal mellem Stampemølle Å og Ribe Å, bortset fra striben fra Sejlklubben til byen langs åen, der ejes af kommunen. Bestyrelsens opgave er i dag fortsat at sikre Slotsbanken, men nu ved at føre opsyn med området, og holde kommunen ”i ørerne”, samt administrere de ca. 50 kolonihaver og engarealerne ud mod åløbene. Indtægterne fra haver og enge dækker godt og vel udgifterne, som i det væsentlige går til opretholdelse af vandstanden i voldgraven og bortkørsel af affald fra haverne.

Det understreges, at Esbjerg Kommune på udmærket vis hidtil har vedligeholdt veje og stier samt slået græs på voldanlægget og holdt det nogenlunde frit for træer og buske! Der holdes et årligt koordineringsmøde mellem bestyrelsen og kommunens driftsfolk.

Henrik Præstholm

Fmd.